30
Der var nogen, der saae Kjesten den Eftermiddag, da hun kom stolprende ad en Sti, der førte over Pløjemarkerne og ned til den sølle, faldefærdige Hytte. Haaret stod i uredte Tjavser ud om det rødblissede, oppustede Hoved, de snavsede forrevne Klær sad og strittede som de kunde bedst om hendes tykke, pumrede Krop, og hun dinglede af med en gammel røgsværtet Kasserolle i hver Haand.
Folkene, der gik Vagt ved Brandstedet, hvor det stadig ulmede i Grunden, saae langeligt efter hende. De havde vel ikke meget godt tilovers for hende, men som de saae hende her fik de dog et sært Tryk for Brystet. De kunde ikke undgaa at mindes den een Gang saa rappe og velskabte Kjesten, der hoppede saa letbenet rundt, — altid klædt i Silke og Kramtøj og Perler og Glimmer.
De syntes jo, at et mere sørgeligt Billede paa Forfald og Elendighed kunde de ikke godt faa at se.
Ud paa Aftenen tog Blæsten til at puste op.
Da fik Ilden fat igen i de forkullede Rester af Husene og i en Smule Krat af Vidje og Bævreasp, der laa og kravlede opad et Par nærliggende Bakkeskrænter, og da kunde Sødalsboerne staa langvejs borte og se hvordan Flammer og Gnister hvirvledes om paa den sorte Tomt.
Det saae meget sært ud, syntes de. — At det saadan længe efter, at alt, hvad der havde haft Værdi, var lagt øde og slettet ud, alligevel blev ved at brænde
