32
han bandede, saa det lysnede om ham og spillede Kort saa tit, han kunde faa nogen til at spille med sig. — Pengene, han spillede om, stjal han fra Frants og Kjesten, naar de var fulde, — hvis der da var nogen at stjæle af.
Landevejen, der førte gennem Sødalen og ud til Fjordby, løb lige forbi Gyvelgaardens Ladehjørne.
Folk holdt ikke af at køre ad den. Det var for den rare Drengs Skyld. At han raabte Skældsord og Uhøviskheder efter dem, rakte Næse og klappede paa Bagen var slemt nok, men værre var det dog, at han lavede Kunster, der forskrækkede deres Heste. Det var sket mere end een Gang, at Folk var kørt løbsk der ved Laden og havde brudt baade Arme og Ben eller taget anden alvorlig Skade ved det.
— Nu var han i den Alder, at han skulde begynde at gaa til Præsten.
Det var der mange, der havde forsøgt at skræmme ham med.
— Prøv du bare at komme ned til Provsten, saa skal du se Visen faar en anden Tone, dit Utusk.
— Ja, Provsten, han skal nok give dig rent paa, din Lømmel! —
— Du bliver saamæn aldrig konfirmeret, — havde een af hans Kammerater en Dag raabt efter ham, — aldrig i dine Dage! —
Og det istemte de allesammen.
Provsten gik aldrig i sine Levedage ind paa at konfirmere bitte Niels Povlsen, saadan en Slyngel og Skifting han var.
Æh—æh!—Æh—bæh! — Saa kunde han blive ved
