33
at gaa som Skoledreng lige til han blev Halvfjers. — Æh—æh—æh! —
— Men nu var altsaa Tiden inde, da han skulde indskrives til Forberedelsen. Det var meddelt fra Skolen dernede ved Søgaardene, at Niels Povlsen nu havde Alderen og hvis Skik og Brug skulde følges, skulde han gaa til Vinteren.
Da saae man en Dag Provsten komme ad Stien, der førte derned over Markerne og ad Søgaardene til.
Han var først henne ved Brandtomten, hvor den een Gang saa store, stoute Gaard havde ligget, og bagefter gik han saa og spurgte sig frem for at finde Huset, hvor Frants og Kjesten var flyttet ind.
En af dem, han traf paa, var bitte Niels Povlsen, og Niels gættede straks, at det nok egentlig var ham, Provstens Ærinde gjaldt.
Men da nu hans Kammerater havde søgt at forskrække ham med Provsten, var hans første Tanke naturligvis at han skulde nok vise dem, han gav Fanden i Provsten som i alt andet.
— Aa, gaa ad Helved til, — sagde Knægten, da Provsten bad ham vise sig Vejen, — saa finder du det nok. —
— Det kan være, — sagde Provsten meget roligt — men saa er det nok bedst, at du kommer med.
Og han stod og iagttog den sortkrøllede, brunøjede Dreng meget nøje.
— Ja, vi kan godt følges ad, vi to, — grinte Knægten, — men først kan Provsten slikke mig der! —
Og saa klappede han paa Bagen, som han plejede og stak i Rend opad Bakkeskraaningen.
