36
til at fortælle om Gyvelgaardens Omskiftelser ned igennem et Par Menneskealdre.
Han havde begravet baade Store Povls Far og Bedstefar, — den sidste som en meget gammel og affældig Olding, den første som en Mand ved de Halvfjers. Provsten kunde dog ikke sige, at han havde kendt stort til dem hvad vel ogsaa kom af, at det havde været Folk, som der ikke havde været stort at sige om. De havde siddet paa Gyvelgaarden, dyrket Jorden og ernæret sig og sine. Og saa ikke videre.
Men saa var det, der kom en Mand, som forstod at drive Gyvelgaarden frem, fortsatte han, og herefter fulgte saa alt, hvad vi saa nogenlunde ved Besked med, om Store Povls Dygtighed og Driftighed, om hans Arbejdsiver og hans Handlekraft, altsammen Ting Provsten ikke uden Beundring kunde dvæle ved, ja, da han løftede den brune Stok og pegede ud over de Jordstrækninger, der i Povls Tid var bleven samlet og ordnede derindenfor Gyvelgaardens Skelgrænser, var det vel næsten ikke fri, der var en Antydning af Bevægelse i Stemmen.
Saa tog han sig dog i det, og kort og barsk føjede han til: Men han var en haard Hund, var Povl, et hjerteløst Menneske, — og saa var han ogsaa uredelig. — Havde det været nu han havde levet, var han blevet straffet.
Efter ham var Rækken jo naaet til Niels. Han var en retsindig Mand, sagde Provsten, ogsaa ret dybttænkende. Han fortalte ogsaa, at han vidste Besked med, det havde været Niels Povlsens Ønske at kunne gøre Faderens Haardhed og Uret god igen. Men se,
