37
saa var der jo det i Vejen for ham, at han var saa usædvanlig tavs og saa genert og menneskesky, at det var ham umuligt at faa de gode Gerninger udført.
— Der var meget ved Niels Povlsen, som var værd at tage til Efterfølgelse, — endte Provsten, — men han var en Udenforstaaende, ja, en Udenforstaaende — gentog han — og det er galt. Denne Verden, som vi jo ogsaa skal være i en Tid, den forstod han sig ikke paa. Og det maa man. — Ja, det er nødvendigt.
Under denne Tale havde Drengen flere Gange været lige ved at briste i Latter.
Han havde aldrig været i Kirke og aldrig hørt Provsten præke. Derimod havde han tit hørt Tosse-Katrine præke og messe efter ham, og nu kunde han jo høre, at hun gjorde det godt. Men at gaa her og spasere med Provsten i egen høje Person og saa Gang paa Gang blive mindet om Tosse-Katrine det var for morsom en Sammenligning, især for et Væsen som bitte Niels Povlsen.
Hidtil havde han dog dyet sig, for sandt at sige var han forbandet øm der bagi. Det mærkede han nok, naar han løftede Benene, især naar han flyttede den venstre Fod. — Og saa den lede Knebel! — Det stod for ham som det værste, han endnu havde været ude for — denne helt afmægtige Fornemmelse af, at Munden var gaaet i Baglaas, saa han hverken kunde bande eller grine eller rable Sjofelheder af sig, naar han havde Lyst og Trang. Det var mange Gange værre end at faa tæt med Prygl af Provstens brune Stok, selv om den var tyk og kunde falde haardt ad.
Blive kneblet en Gang til det vilde han ikke udsætte
