40
— — De Mænd, jeg har nævnt, var altsaa ikke din Slægt — begyndte Provsten igen efter mange Omganges Tavshed — men det var da dine Forgængere paa den Gaard, hvor du er født, og som du gaar her, er du jo ved Skæbnens Magt bestemt til at tage Gaard og Grund i Arv efter dem. Det turde vel ogsaa have lidt at sige. —
— Om hvordan din Far og Mor er, vil jeg ikke tale. Bliver du nogensinde et hørende og seende Menneske, da kan du selv dømme om dem. Men derimod kan jeg nok sige dig, hvordan deres Liv vil ende, og det er det vist paa Tide, du faar at høre, ifald du ikke selv skal ende paa lignende Vis. —
Det, som Provsten saa fortalte, var om Deliriumgalskabens Udbrud og Forløb. Bitte Niels havde naturligvis selv hørt og set Jesper Klinkmand, da han ifjor laa ude i Vejgrøften og hylede og tudede som et vildt Dyr, skrabede i Jorden med Hænder og Fødder som en mandolm Ko, rasede saa Fraaden stod i tyk Skum ud af hans Mundkroge og troede sig forfulgt af et helt Kobbel sorte Hunde med gloende Tunger ud af Halsen. Se saadan var Delirium, og før eller senere naaede den Tilstand hans Forældre, — at sige, hvis de da ikke paa anden brat og uhyggelig Maade fik gjort en Ende paa Tilværelsen.
Slagsmaal og Spektakkel det havde Drengen nok set saa mange Gange, naar hans Forældre og deres Gæster havde spillet og drukket sig fra Vid og Sans; men hidtil havde de haft Penge, eller de havde haft noget at betale med, enten Varer, Dyr eller Jordlodder. Nu var de snart ved Bunden, og saa blev det meget værre, for
