Side:Mens Aarene gik.djvu/51

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

41

nu blev Armodens Grimhed føjet til det øvrige, og de kunde ikke en Gang kaste den falske Glans af en Slags Festlighed over Solderierne. Saa blev det til Udaad, Bedrageri, Voldshandlinger, Politiets Indgriben, Forhør, Arrest og alt det, der kunde følge efter.

Men det Provsten dog især forsøgte at skildre for sin Tilhører, var Forbryderens Liv. Det var Forbryderens Kaar iblandt Mennesker og hans Kaar, naar han sad indelukket bag Laas og Slaa. Det var hans Vej fra Menneskene, som han ikke kunde være imellem, og til Fængsel og Tugthus, og det var hans Liv som Fange, Dagens ensformige Slid mellem "andre Tyve, Røvere og Mordere", som Provsten sagde. Nætternes Mørke i de sorte Celler, hvad Forbryderen dèr tænkte, hvad han følte og hvad han fyldte sit Sind med, og om hvor han længtes og tørstede efter Frihed. — Og saa naar han endelig atter kcm ud til Livet og Menneskene alligevel begyndte forfra paa det, han ikke skulde, fordi han ikke egnede sig til at være blandt de almindelige — fordi han var stemplet.

Alt dette dvælte Provsten længe ved, og han forstod at skildre alle disse Forhold med en gribende Grundighed; han kendte det nemlig til Bunds, thi han havde i sine yngre Dage været Fængselspræst, først ved "Viborghus" og siden ved "Horsens Tugthus".

— Ja, hvad var det, alt det, Provsten gik og snakkede om den Eftermiddag?

Det var ved Tiden henad seks, han gik derned imod Søgaardene; men Klokken nærmede sig otte, og han gik endnu frem og tilbage deroppe over Bakkedraget, stadig med den uartige Knægt ved sin Haand.