43
Men da stak Drengen af sig selv sin lille, haarde, brune og forrevne Næve ind i Provstens store, hvide, bløde Haand.
Han blev jo flov straks, han havde gjort det, og trak den hurtigt til sig igen. Men da Provsten efter dette stille tog om Haanden, lod han det ske, og den blev liggende i det blide Greb.
Var det hele Stundens Underlighed, var det Provstens ærværdige Skikkelse, var det den strænge, manende Tone, hvori han talte, eller var det bare Røstens stærke, klare Klang, der havde gjort sin Virkning? — Ja, det formaaede vel ingen at sige.
Men nu ønskede Drengen ikke at bryde af. — Nej, slet ikke.
— —
Just paa den Tid, Solen vilde gaa i Jorden, var det, Provsten endte Vandringen.
Aftenhimlen var den Gang saa rød og flammet — straalende skøn at se paa, men bebudende vandet og uroligt Vejr.
Men som Provstens store, statelige Skikkelse ved Afskeden bøjede sig over Niels Povlsens lille ryggesløse Drengekrop, tegnede deres Billede sig helt underligt mod denne gyldentrødmende Aftenhimmel.
Det var der flere Folk dernede i Søgaarde, som havde lagt Mærke til.
De syntes, det lignede den store, vilde Abild, der stod et Stykke udenfor Frants Gyvelgaards gamle Kaalgaardsdige, og som bøjede sig ludende og læende ned over et lille purret Blommetræ, der var skudt op inde under det.
