45
hængte inde ved Bilæggerovnen, og gik i al Stilhed ud i Tørveskuret og hængte sig.
De fleste var af den Tanke, at det havde været bedre, om det var Kjesten, der havde gjort det.
At Frants var svagsindet og daarlig, det saae man nok, og det var heller ikke saadan, at det skulde hylles til med den bare Blødsødenhed. Men Folk havde alligevelle en Del tilovers for ham. De forstod nok, at det var Kjesten, der havde været hans Fordærv, det var fra hende, Begyndelsen til deres usle Levnet kom.
— Havde Folk ikke vidst det før, saa fik de da fuldelig Syn derfor, da Frants var død; thi han var jo ikke puttet i Jorden en Gang, før Indsidderhuset blev fyldt med det allerlaveste Pak.
Nu var det ikke alene Drukkenbolte og Omløbere og den Slags, men det var rigtige Forbrydere, der holdt sig til, og det Leben, der førtes, var i alle Henseender saa blottet for Blu, at Folk ikke en Gang fandt "Bolehuset" var et tilstrækkeligt vejledende Navn til Stedet, de lavede det siden om og kaldte det ligefrem "Helvede".
Der var kun een Stue i Indsidderhuset, der kunde bruges. De andre Rum var helt forfaldne. I den Stue foregik alle deres Fester, i den Stue stod Bordet, de sad og svirede om, — det var gerne kun det klare Brændevin, de drak nu — i den hujede de og sang og skraalede, saa det kunde høres langvejs væk, — og i den Stue stod ogsaa Sengene.
Her maatte da bitte Niels Povlsen lægge sig til Hvile, ifald han ikke vilde være med i Laget.
Og det vilde han sjældnere og sjældnere.
