48
Især rasede de over, at en Strikke, der altid plejede at hænge bagved Kakkelovnen, i Aften ikke var til at opdage noget Steds.
Om den vidste de allesammen Besked, den havde de saa tit set hænge dèr paa sin Krog, og de havde brugt den til Dunken saa mange Gange før; det var en god gammel Kending, den Strikke, men hvor var den henne? — Ja, hvor i Djævlens Skind og Ben var Strikken bleven af?! — Det gik Lyn i Lyn med Brøl og Eder, uden at det dog hjalp det ringeste til at skaffe Strikken til Veje.
Saa midt i ser de Kjesten slaa ud med Armene og stikke i at skogre som en vild.
— Strikken! — hahaha! — Strikken — Satten-riv-mig! — tho det var jo den, Frants hængte sig i! — Hahahah!
Og hun slog sig paa Laarene, vred sig i Grin og hoppede og skvaldrede som en hvinsk Fole.
Ja, kunde Kjesten tage det paa den Facon, var hendes Gæster da heller ikke født op ved det bare Mælkemad. Saa kunde de ogsaa gøre sig en bitte Lystighed over den Strikkes Forsvinden. Og snart hvællede hele Huset af deres fulde, skraalende raa Skogger.
Til sidst dansede "Jens Røver" og Kjesten Svejtrit med hinanden rundt paa Gulvet, med den tykmavede, ildrøde Brændevinsdunk klemt ind imellem sig.
— Den Strikke, det var s'gu den Frants hængte sig i! — Gu' var det saa! — Haha!
— Ja, saadan gaar Ens gode Strikker! — Satten-
