69
leriet. Det kunde ikke blive ved at klæde lige godt til enhver Alder.
Hvad Jens vilde have svaret, om de velmenende Mennesker vilde have tænkt højt, er der ingen Tvivl om; han vilde have givet det samme Svar, han gav enhver og til enhver Tid: — Fjorten, du! — Nu siger jeg s'gu Fjorten!
Det var en køn Søndag hen midt paa Sommeren et
Aar; Solen skinnede, Kløveren stod i sit frodigste Flor,
Byg og Havre strakte paa sig af alle Kræfter, og det
begyndte at lysne over Rugfaldene.
Gamle Greth' gik og puslede travlt og geskæftigt som altid derhjemme ved Korshuset.
Hun havde fejet den lille Stenpikning, der var henunder Vinduerne, foran Dørtrinet og i en stor Bue ud paa den sorte, haardt stampede Jord havde hun strøet med hvidt Strandsand. Dørene ind til Stuen stod aabne, og man kunde se, hvor straalende blankt Kobbertøjet, der hang derinde paa Kalkvæggen over Bilæggerovnen, var pudset. Solen spejlede sig deri og skød lange Gnister ud i Rummet. I Vindueskarmen laa der Hyldeblomster til Tørring, oppe under Bjælkerne hang der Smaaknipper af vejrede Lavendler. Den krydrede Duft af begge Dele strømmede ud gennem de aabne Døre.
Greth' gik og bandt Stokroser op. En Nat, det stormede, var der flere af dem knækkede. Det vilde hun ikke have skulde gentage sig, og derfor gik hun og slog
