71
ken Folk eller Fæ at se, ikke en Gang saa meget som et Kobbel graanæsede Faar.
— Det var da sært, at Jens ikke kom? Hvad mon der gik af ham? Hvorfor havde han hele Sommeren været saa doven til at kigge derhjem til hende?
Det var sket mange Gange, at hun til ingen Nytte havde sat den brune Kaffe-Jomfru til Snurr i Emmerne. Og kom han, Jens, saa slog han sig heller ikke, som han plejede, til Ro i halve Søndage. Hvad mon der gik af ham, Knægten? — Hvad kunde han have at tage sig til? —
Greth' havde flere Gange forgæves brudt sit Hoved med disse Spørgsmaal, men hun vilde ikke ret tilstaa Savnet af Sønnen; hun sagde, at hun savnede hans Tobaksrøg, med den kunde En da altid mærke, at der havde været Karlfolk til Huse, mente Greth'. Og naar En nu saadan sad hen som et enligt Kvindfolk, saa var det dog altid en Slags Mindelse om, at der ogsaa var Mænd til.
— Men se nu der, — Greth' havde vist for tyvende Gang i Dag faaet Haanden op over Brynene — kunde det lange, skanglede Mandfolk der vel være nogen anden end Jens?
Nej, det var ikke til at tage fejl af, det var ham; men der var jo en bitte Pige med, en med hvidt Søndagsforklæde og blaa Baand i Hatten. Sese, det havde der aldrig været før.
Om Greth' ikke tog fejl, saa var det en af Pilgaards Piger. De var ogsaa saadan trinde og tætte i Faconen og noget trippende i Fodskiftet. — Men det var da ellers en svær pæn Familie, tilføjede Greth' hurtigt i
