Side:Mens Aarene gik.djvu/82

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

72

Tankerne, og Gaardfolk var de da ogsaa, selv om Ejendommen nok var af de mindre.

Ja, fik hun saadanne Fremmede, saa havde hun sandelig ikke Tid til at gaa her og nusle mer, og et Øjeblik efter kunde man høre Greth's Ildtang i travl Klirren inde i det lille Køkken; Røgen stod til Vejrs ud af Skorstenen, og Lugten af raftet Brændelyng og Tørv blandede sig med Hylde- og Lavendelduften derinde fra den solvarme, hvidkalkede Stue.

Det var, som Greth' havde gættet, en af Pilgaards Døtre, Jens kom med, og hans Mor syntes, det var en hel net Pige med skikkelige Lader paa sig, saa hun følte sig ret godt tilpas i den Fremmedes Selskab. De drak Kaffe sammen, de tre, og de fulgtes ud paa Toften for at flytte Koen og Faarene og var omme i den lille Kaalgaard for at faa en Morgenfrue og en Dusk Ambra at snøvse til, og det gik helt hyggeligt altsammen. Pigen lod forresten til at være af muntert Gemyt, for imellem saa stak hun i at le, saa det skvaldrede efter, men det klædte hende meget godt, syntes Greth'.

Jens var ogsaa en Del forandret, han var bleven nok saa snaksom, som han plejede at være, og han havde ikke sagt: Fjorten endnu. Greth' havde forresten haft saa travlt med at iagttage den her unge Pige, saa hun helt havde glemt at tænke paa, at Jens havde den skrækkelige Uvane.

Det blev imidlertid Solnedgangstid, og Greth' havde budt Gæsterne indenfor til en Bid Brød. Hun havde spejlet Æg og sat Saltmad og Ost og hvad andet, hun havde, frem paa Bordet og nu kaldte hun dem ind til Spisning.