74
af et Par løbske Heste og komme til at ligge et halvt Aars Tid med et daarligt Ben.
Da tænkte Greth' jo flere Gange paa, at hun godt vilde have givet en Del til en Gang igen at se Jens klaske Haandbagen i Loftet og sprælle op og raabe: Fjorten!
— Omsider kom han sig dog og blev rask Mand igen, og det gik ham ogsaa ellers godt nok. Han havde ikke flere af Sorger og Bekymringer end der kan være tilmaalt de fleste, og det var heller ikke saadan, at han gik og blev et sølle Hængehoved, om ogsaa han var noget mindre sprælsk.
Og saa den Gang i Halvfjerserne, da Provstens Agnete holdt Bryllup med en højtstaaende Officer, og alle Egnens Folk strømmede ned til Byen for at se paa Feststadsen, — ikke mindst af den Grund, at det var rygtedes, selve Kronprins Frederik vilde komme til Byes, da viste han, at han ikke helt havde glemt sit gamle Kunststykke.
— Faar vi nu Besøg af selve de Kongelige! — udbrød Jens, da han saa den fornemme Vogn. — Af de Kongelige!!
— Saa siger jeg Fanden ta mig ogsaa Fjorten! — raabte han. Og saa gjorde han i det samme et saa vældigt Spring i Vejret, at han nær havde skrækket baade Gæster og Bæster.
— Naa, der var naturligvis nogen, der ikke kunde dy sig for at le ad den — Hofsalut — som de sagde; men de fleste tog det dog anderledes.
— Det skulde alligevel ikke ha' sket, — sagde de og saa misbilligende efter Jens.
