75
— Nej, ikke paa saadan en Dag.
Og gamle Greth' hun stod med Hænderne foldede midt paa Maven og Øjnene i Grønsværet, hun var ved at gaa i Jorden af Skam og Fortvivlelse.
— Men hvad der er stort, er stort, og Greth' følte denne Dag som den største Begivenhed i sit Liv. — Provstens Agnete, som de alle forgudede, skulde giftes og rejse bort fra Egnen; Byen fyldtes med straalende Køretøjer, med fine højfornemme Gæster og en militær Pragt og Herlighed, ingen her havde set Mage til og saa som Kronen paa Værket: En af de kongelige kom med til Festen! — Alt dette tilsammen gjorde Dagen til en Dag for sig, og aldrig havde gamle Greth' tænkt sig, at hun skulde opleve noget saa stort og mærkeligt; og hun tog mod Indtrykkene med himmelaabne Øjne og den dybeste Andagt.
Og nu skulde saa Jens, Sønnen, gøre hende den Tort og Sorg at gaa hen og te sig saa upassende, ja uværdigt. — Greth' slog sine Øjne dybt ned og syntes, hun maatte ønske, at hun kunde synke lige ned i den sorte Jord. Okja! Okja!
— Men de store Begivenheder vækker de store Sindsbevægelser, og Greth' var i de store Følelsers Vold. Hun sank ikke i Jorden, men hun slog sine Øjne op og saa paa sin Søn.
Og da med en Styrke som aldrig før fornam hun, at hun havde en Søn, — et Væsen, der var Kød af hendes Kød og Blod af hendes Blod, og som hun med en Magt, ingen Ting kunde forrokke, hørte sammen med gennem baade Glæde og Sorg, gennem baade Ære og Skam, gennem alt og til den sidste Stund.
