Der var Helligforsamling ude ved Thomas Boels i Mosegaarden.
Det var en Søndag Aften først i September, Himlen var overtrukken og sort, truende Tordenskyer jog sammen allevegne fra, og skønt Klokken kun var mellem syv og otte, var det helt mørkt inden Døre.
Selv ude til fri Felt var Luften trykkende, men værre var det inde. Og hos Thomas Boels, hvor hele Byens "lille Flok" var samlet i Dagligstuen, var der godt lummert under det lave Bjælkeloft.
Der var ogsaa meget tæt lukket, ikke en aaben Sprække ved Døren noget Steds og ikke et Vindue paa Klem. Det var Missionær Niels Olesen, der skulde præke, og han satte Pris paa, at "Brødrene og Søstrene i Herren" kunde have det for sig selv.
Oppe for Bordenden stod et tykt Tællelys og brændte med en noget døsig Flamme, foran det laa en glinsende ny sort Bibel, og foran den igen havde Niels Olesen staaet og præket: Det var om "Guds lille Finger", han havde udlagt. Det var vigtigt altid at kunne blive ledet af "Guds lille Finger", sagde Niels Olesen, men det var en Gunst, der kun kunde komme de udvalgte til Gode. Men hørte man til de sande troende, da kunde det lykkes os at se "Guds lille Fin-
