89
der stammede fra Galt-Anders. Ogsaa de var letkendelige, men det var paa Grund af et eget saftigt Præg. De benyttedes vist forresten lige saa tit som "æ Skuelmeister"s.
Aarene kom og Aarene gik, ja, — her som andet Steds, der kom Varme af Sønden og Kulde af Norden, og "Alting er jo muligt for Worherr', undtavn aa la'et regn' aa Nordvejst," sagde man; — de pløjede, saaede og sankede i Lade, "og hwa' ka'et saa hjælp En haar te' tyv' Bejt Brø', nær En har mist' si' Apetik". — De holdt Gilder hjemme og kørte af Byes til Gilder, og de Gamle sagde hver Gang: "Skik' Jer no wal, Børn, det spør'es mindst", og om nogen var i Tyivl om, hvad der kunde blive ud af det, han tog sig for; saa sagde han:
"A ved Gu' ett, Bitte, om der ka' blyw' en Runnivædder ud aa'et", — som han sagde, Laust Ligaard, da han vilde til at skære hans Aalam[1], tilføjede man.
Og en skønne Dag, saa havde man faaet et nyt Ordsprog i Byen, en Tale fuld af Visdom og Dybde, som det er et Ordsprogs Opgave at være, og velanvendelig ved mange af dette Livs afvekslende Forhold. Det lød: Lader os slukke Lyset og holde en stille Bøn!
Se, det kunde jo hænde, og hændte vel ikke saa sjældent, at en Ungersvend kunde være i Vilderede med, hvordan han skulde stille sig an for sin Pige, han kunde være kejtet og forsagt, hun kunde være knibsk og vanskelig; men straks kunde Ordsproget dukke op i ham og komme ham til Hjælp: — Lader os slukke Lyset og holde en stille Bøn!
- ↑ Hundyr.
