102
varme Dyner til Susanne og al den Medicin hun behøver! og uden at vente paa Svar løb jeg bort ligesaa hurtigt som jeg var kommen, og fremstillede mig for Selskabet med Vingerne hængende løse ned ad Ryggen, men med Sjæl og Hjerte bevinget af Lyksalighed. Det blev imidlertid en kort Fornøielse. Moder kaldte Lugekonen til sig og tog Armbaandet tilbage, efter at have betalt en lille Sum i Løsepenge. Paa mig var hun for første Gang i sit Liv — vred. „Kan Du ikke begribe, at der var dig, ikke den gamle Bondekone, Tante Nathalie gav sit Armbaand til?” sagde hun blandt andet. Nei dengang, kunde jeg ikke fatte Distinctionen — der skulde Tid og Erfaring til at lære mig, at der intet større Krav gives paa de Riges Gavmildhed — end ikke at behøve den; at de give Alt til hinanden indbyrdes, og saagodtsom intet til de Fattige. Jeg forstod ikke min Moders Bemærkning, men jeg grublede over den, og Oppositionen i mit Indre sugede Næring deraf.
Fra den Dag blev jeg overgivet til Gouvernantens Varetægt, og saaledes berøver min sidste Rest af Frihed. Men hvor ubehageligt dette end i mange Henseender var mig, betragtede jeg det dog inden kort Tid som en Lykke, thi nu kom jeg til at leve sammen med min Søster, der allerede i et Par Aar havde været overladt til Gouvernantens Veiledning. Jeg trængte til en ganske anden Kjærlighed end min Moders, der vel glædede men ikke tilfredsstillede mig, og den fandt jeg hos Clara, der el-
