119
udbrød jeg med ubeskrivelig Smerte. „Jo, mit stakkels Barn! Give Gud, jeg før havde forstaaet hvad der feilede dig!” svarede hun grædende. Hun troede altsaa, at jeg var vanvittig eller paa Vei til at blive det! — Jeg følte virkelig i dette Øieblik mit Begreb svækket og min Hjerne rystet — jeg sprang op og gik i feberagtig Uro frem og tilbage i Stuen, mens alle Tanker og Følelser i min Sjæl kjæmpede efter Bevidsthed. Endelig standsede jeg foran min Moder, og sagde langsomt og tydeligt: Jeg er syg i dette Øieblik, jeg troer jeg har Feber, thi mit Blod brænder som Ild — men jeg sværger dig til ved alt hvad helligt er — jeg taler ikke i Vildelse! Hvad jeg nu siger er Resultatet af lang Tids indre Kamp og Forsken: den Vanære, Clara skal have gjort sig skyldig i, er Englereenhed mod den Skjændsel det vilde være for mig at indgaae det Ægteskab, min Fader foreslog mig! Derfor har jeg afslaaet det — og jeg kan ikke tage mit Ord tilbage. Hvis man ikke forlangte min Erklæring imorgen, vilde jeg vente til denne piinlige Bevægelse i mit Sind har lagt sig, i Haab om da maaskee at overbevise dig — men nu er der ingen Tid at spilde! Tal med Fader — han elsker dig saa høit — overtal ham til at tage sin Beslutning tilbage! Lad mig ikke tvinges til at forlade ham og dig! Vær god, vær klog — vær barmhjertig mod os alle! — Hun stirrede forfærdet og bedrøvet paa mig, idet hun svarede: „Du veed, at din Fader aldrig gaaer fra sit Ord, om det saa var Vorherre
