130
Mand aldrig kan forsone sig med. For din Skyld saavelsom for min, maa jeg bevare denne Hemmelighed! und mig den Trøst at jeg maaskee derved kan spare dig en stor Sorg, og afvende Følgerne af den største Ulykke fra dig!”
Den største Ulykke var kun Minona anskuelig i een Skikkelse — derfor betoges hun af en tilintetgjørende Smerte ved Viggos Ord, men besjælet af en Følelse der var stærkere end Skinsygen, sagde hun med ubeskrivelig Ømhed: Er der en Anden, som har helligere Krav paa dig end jeg — saa reis! og tro ikke at din Lykke skal blive en Ulykke for mig. Kaldet hun dig tilbage til Frankrig, saa reis dyrebare Viggo! men kom herhjem til mig med hende. Jeg lover at jeg vil være din Elskede den kjærligste Veninde!
Viggo vendte sit Ansigt bort — det var mere end han kunde udholde. „Du tager feil!” udbrød han med lidenskabelig Heftighed. „Der er ingen som har eller nogensinde kan faae Plads i mit Hjerte i Nærheden af din! Jeg elsker dig saa høit, saa udelukkende, at Tanken om at afslaae dig en Begjering, sønderriver min Sjæl, og dog maa jeg gjøre det — ja jeg vil heller strax lukke denne Dør imellem os, og aldrig see dig mere — end jeg vil opfylde et Ønske, hvis Følger er ufattelige og uberegnelige for dig! Du kan ikke forstaae mig — du skal det ikke heller! men hvis du virkelig har Kjærlighed til mig — ikke den herskesyge og lunefulde
