154
altid med Begjærlighed, thi hun gjorde intet Forsøg paa at svække hendes Sorg — hun forstod den, og græd med hende.
I flere Dage havde Minona undgaaet Viggo; han saae hende kun i Selskab med Helene, og naar han søgte hende var hun i Almindelighed hos Tyra. Naar de talte sammen, var der en Kulde og Stolthed i hendes Svar, som ængstede ham mere end de voldsomme Udbrud af hendes Følelser, thi den Sjælekval hvormed disse Øieblikkes Fatning var tilkjæmpet, afprægede sig smerteligt i hendes Ansigt — og bragte ham til at spørge sig selv om ikke hans Fasthed var Grusomhed — om den Lidenskab der boede i dette elskelige Hjerte kunde være syndig for Guds Øine. Men heller aldrig havde menneskelig Lidelse været mere skikket til at vække Deltagelse og Beundring. Hun syntes at have opgivet sig selv, og kun leve for sine Kjære. Hun var saa mild og taalmodig i sin Sygdom — maaskee fordi den skulde bringe hende Døden — og søgte saa kjærligt at trøste Helene, at hendes Elskværdighed aldrig havde vist sig i et mere rørende Lys.
En Dag da Viggo var gaaet alene ud og havde besøgt hver Plet i Skoven og dens Omegn, hvortil der knyttede sig Erindringer fra hans forrige Besøg, saae han Minona sidde paa Engen i Nærheden af et lille Bondehuus, og binde en Krands af de faae Græsstraae, Blade og halvvisne Tusindfryd som bragtes hende af
