Side:Minona.djvu/171

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

163

Tredie Capitel.

Viis mig den Urt ved Lethes skumle Bred,
Der gjemmer Giften, smertelig — men sikker!

”Væringerne”. —

Men naar der skriftes saa paa Jord
Da er der Fryd i Englechor.

„Kong Svend og Biskop Vilhelm.”


Tyra laae dødbleg paa Sengen med lukkede Øine, og den ene Haand, der var krampagtigt sammenknuget, fast trykket mod Panden. Minona nærmede sig ængsteligt og knælede ned foran hende, idet hun først sagte, men høiere og høiere alt som Angsten voxede, kaldte hende ved Navn. „Hun er død!” udbrød hun tilsidst fortvivlet. Men Tyra var kun afmægtig efter et Krampetilfælde, og slog i detsamme Øinene op med et forvildet Blik: „Hvem sagde at jeg var død? raabte hun heftigt. O, det er ikke sandt — alt — alt er Løgn og Bedrag — det sidste som det første! Jeg følte mine Øine, mit Hjerte briste — jeg sank ned i den sorte Nat — og nu vaagner jeg, som efter en Søvn! Livet er fuldt af Bedrag, men ingen Løgn kan dog lignes ved den — ingen Skuffelse martre som den — at Døden er en