Side:Minona.djvu/174

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

166

at dø! Jeg var jo tilintetgjort — min Tro, mit Haab, min Fortid og Fremtid var fortæret af en stærkere Gift, end den der nu brænder i mit Legeme! — — — Hvor finder jeg Kjærligheden igjen? Den er ikke i Himlen — den er ikke i Afgrunden — men der er Hvile — Glemsel — Død! Jeg kommer!” vedblev hun, paany i Vildelse. „Slip Min Haand, Minona — jeg seer min Helt nærme sig — ja, i Afgrunden, i dit evige Mørke — i Dødens Kulde — der er Sandhed! See, jeg skjælver jo ikke — lad mig holde fast i Fligen af din Klædning og fare ned med dig i dit Rige! — Du ligner ikke min første Kjærlighed — den var fager og herlig, som Dagskjæret i Øst, der bebuder Solens Opgang — men det var Bedrag — thi der er ingen Sol paa Aandens Himmel, intet evigt Lys, ingen Kjærlighed der er stærkere end Tiden!”

Minona stod ubevægelig med blege Læber og stirrende Blik ved den Døendes Leie, og lyttede fuld af Rædsel til disse vilde Udbrud, der klang som en Forbandelse over hendes egen Kjærlighed. — Endnu engang vendte Tyras Bevidsthed tilbage. „Troer du det er Skam, der lægger mig i Graven?” spurgte hun idet hun saae Minona alvorligt ind i Ansigtet. „Det er sandt — jeg er beskjæmmet — jeg er vanæret i min Kjærlighed — derfor døer jeg, men det er ikke hvad Verden kalder Skam! Hvis jeg var hans Hustru og hans Hjerte var mig utro vilde jeg have endnu een Grund