168
Graad der mildner Sorgen, men den bittre Taarestrøm, Hjertets Styx, hvorpaa den døde Kjærlighed bæres ned til Underverdenen. Og det var hendes sidste Ord.
Endelig kom Helene. Hun havde underveis hørt Pigens Formodning om den skrækkelige Aarsag til Tyras pludselige Sygdom og fik den bekræftet ved første Blik paa den Syge. Men skjøndt denne Forestilling opfyldte hendes Sjæl med Rædsel og Deltagelse, var det overveiende Indtryk Bekymringen for Minona, der saalænge havde været alene med den Syge. „Mit kjære Barn!” hviskede hun til hende. „Du maa ikke blive her. Lad Margrethe følge dig — nei, hun kan ikke undværes — du bliver nødt til at gaae alene hjem. Gaae for Himlens Skyld strax bort herfra, saalænge du er tilstede tænker jeg kun paa dig — og der maa sørges for at Tyra faaer øieblikkelig Hjælp.” Minona trykkede begge Hænder mod Panden, og forlod langsomt Værelset; men hun var sig kun utydeligt bevidst hvad hun gjorde: der var sagt at hun skulde gaae for at Tyra kunde faae Hjælp, og hun søgte nu med feberagtig Begjærlighed den friske Luft. Minona betragtede Uveiret med Rædsel, og Regnen, der faldt tungt og tæt, formaaede ikke at svale hendes hede Pande — det forekom hende som Naturen gjenlød af den Forbandelse den døende Pige havde lyst over Kjærligheden. Hendes Angst voxede i Ensomheden, men hun frygtede for at komme tilbage til sit Hjem, og løb aandeløs henad den længere
