169
Vei til Præstegaarden. Men hun havde liidt saameget i de sidste Timer af den mest vexlende Sindsbevægelse og de forskjelligste Indtryk, at hendes Kræfter var udtømte, og hun faldt besvimet til Jorden. Heldigvis var der mindre tomt paa Landeveien end det var at vente i saa ondt Veir, da Folk fra alle Kanter strømmede til Kirken, hvor der var Bisættelse. Den første Vogn som skulde forbi, standsede da Hestene bleve sky ved Synet af den lyse Skikkelse, der laae udstrakt paa Veien. Bønderfolkene, som sad i Vognen kjendte ikke Minona, men de stod strax af for at hjælpe den syge Dame. Hvad skulde de imidlertid gribe til? de havde ingen Idee om hvor hun hørte hjemme, og hvis de opholdt dem for at skaffe hende Husly der i Nærheden, risikerede de at komme for sildigt til Kirken. Resultatet blev at de vilde tage hende med og bringe hende ind i Præstegaarden til Jomfru Virginie. Da de havde kjørt lidt kom Minona til sig selv, og hørte adspredt paa den gamle Kones Forklaring over hvorledes de havde fundet hende, og Mandens Spørgsmaal om hvor hun hørte hjemme, men hun takkede dem begge venligt og sagde at hun vilde med ind i Kirken. „Du Fredsens Gud! saa bliver Jomfruen jo igjen afmægtig!” udbrød den godmodige Bondekone. „Inde hos vor Præst vil De faae god Pleie, og naar Kirketjenesten er forbi skal De komme sikkert hjem, hvis De vil kjøre med os!” Nei — jeg vil ikke hjem! svarede Minona ængsteligt. Virginie er i Kirken, lad mig tale
