Side:Minona.djvu/18

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

10

og kun altfor godt forstod — udenfor Hjemmet. Man tillagde naturligviis det Forhold, Aagesen stod i til sin Datters Lærerinde, den sletteste Natur; man kaldte ham Grev von Gleichen den Anden, og da man fandt uendeligt Stof til Forargelse i denne Sammenligning, var den en uudtømmelig Kilde til Nydelse i mange Miles Omkreds. Da Viggo var stor nok til at fatte Betydningen af disse Rygter, da det pludseligt gik op for ham, hvilken Beskjæmmelse man troede der var tilføiet hans Moder, foregik der en stor Forandring med ham; han ophørte at være Barn. Efter en lang indvortes Kamp gik han til sin Moder, og spurgte hende om Sandheden. Grædende forsikkrede hun — at Rygtet var grundet! at hun var et Offer for det skjændigste Fruentimmers Rænker! at hun havde tiet i otte Aar, for ikke at forbittre sin elskede Søns Barndom! (Nu er Tiden kommet, tænkte hun, Nu skal min Søn hævne mig!) Ligbleg trykkede Viggo hendes Hænder til sit Hjerte og forlod hende for at søge sin Fader. Da han ikke var i sit Studerekammer, gik han til Helenes Værelser. Han standsede et Øieblik, da Tonerne af hendes Sang, der smeltende og blødt klang derindefra, næsten betog ham Aandedrættet. Det var de bekjendte Linier af Axel Thorsens Vise:

Gud dennem forlade, som Aarsag er,
At de ei sammen maa være,
Som have hinanden af Hjertet kjær,
Og elske i Tugt og Ære.