Side:Minona.djvu/181

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

173

Himlen, og vaagner op i Helvede! — „Nei, du vaagner ved Indgangen til Helligdommen! Han som har ført dig hertil, vil komme, naar du kalder, og tage din Sjæl med sig til Guds Rige!” — Christus! O, hvis det var muligt? Jeg har liidt saameget, og smægtet efter Lægedom, men jeg søgte den ikke hos ham! Han kunde maaskee have hjulpet mig! Hvorfor har man ikke lært mig ham at kjende — Ingen viste mig til ham! — Jo, jeg har jo tidt hørt Tale om Christus, men jeg lyttede dertil, som til et smukt Sagn, et lysende Exempel blandt utallige andre, paa Kjærlighed og Opoffrelse! Jeg var tryg i min Blindhed og Ufølsomhed! — — Jeg har jo tidt været i denne Kirke — Juledag har jeg hørt Evangeliet: Eder er idag en Frelser født! Uden at takke Gud for den store Glæde Englene forkyndte. Her har jeg lovet at forsage Djævlen, skjøndt jeg ikke troede paa ham! mit Hjerte havde ingen Deel i det Ja jeg maatte sige — derfor har han taget mit Hjerte helt! — Og her — vedblev hun med skjælvende Stemme — er de Ord udtalt til mig, som nu vilde frelse min Sjæl fra Fortabelse og tage den grulige Dødsangst fra mig — her blev alle mine Synders Forladelse lovet mig! og jeg Ulykkelige hørte det med Ligegyldighed! jeg tænkte: Hvilken Synd har jeg da begaaet, som maatte forsones ved en Andens frivillige Død? — O, kunde jeg høre de Ord igjen, og troe paa dem — men det er for sildigt! — „Nei siig ikke det, Minona! det er aldrig for