207
havde bragt hendes voldsomme Smerter Lindring. Hun græd ikke, og klagede ikke, kun naar Virginie vilde tale om Minona bønfaldt hun med saa jamrende Fortvivlelse om ikke at nævne dette Navn, at hun forfærdet holdt inde. „Veed du hvoraf hun døde?” spurgte Helene idet hun bleg som et Spøgelse reiste sig iveiret og stirrede paa Virginie, der ikke kunde undertrykke en Bevægelse af Rædsel. „Vær rolig — du skal ikke vide det! Troer du jeg vilde tænde den Helvedild i din Bevidsthed? — Men du maa aldrig — aldrig — aldrig tale til mig derom!” — Med disse Ord, der lød som et Skrig der afpræsses i Dødsangsten, kastede hun sig tilbage paa Sengen. — Virginie blev for Alvor forskrækket over hendes Tilstand og sendte Bud efter sin Fader, hos hvem hun aldrig forgjæves søgte Tilflugt.
Den anden Morgen efter Begravelsesdagen gik Pastor Frank ind til Helene. Den sædvanlige venlige Opmærksomhed hvormed han pleiede at omgaaes den elskværdige endnu smukke Kone, ikke som Præst men som Ven, var aldeles forsvundet af hans Væsen. Hans Mine var alvorlig, ja streng idet han betragtede den ulykkelige Kvinde, skjøndt der var dyb Deltagelse i den Tone hvori han sagde: De er syg? — og denne simple Tiltale var den første der fandt Vei til Helenes Hjerte — hun svarede kun det ene Ord: „Ja!” men der laae en Fortælling om uhørte Lidelser i dette korte, ufrivillige Udbrud. — Frank vedblev efter et
