Side:Minona.djvu/217

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

209

kan dø!? — gives der Tilintetgjørelse af de Lidelser der fortære Hjertet? Jeg vovede ikke at haabe det — jeg havde lært at tvivle om alt! Jeg veed De har Sandheden kjær — o, sig mig — troer De paa en evig Død?” Den dybeste Misfornøielse malte sig i Franks Ansigt, og gav hans Ord et Udtryk af Kulde idet han svarede: Vistnok taler Skriften om den evige Død, men jeg antager at Gud derved mener Tilintetgjørelsen af alle de Evner og Følelser i Hjertet som hans Aand kunde bruge til Grundlag for sin Bygning — og at denne Tilintetgjørelse levner alle fortvivlede, vanhellige og ugudelige Følelser fri Plads i Sjælen istedetfor at befrie deres Offer for dem — det maa De jo selv føle i dette Øieblik. Den der døer for Himlen, lever for Helvede. — Men, vedblev han, forskrækket over den Dødsgysen der rystede Helenes Lemmer og fortrak hendes Ansigt — Gud vil ikke Synderens Død! samtyk i Frelsen, og vent paa Livet som De ventede paa Døden — det skal ikke blive forgjæves.

„Nei, jeg vil ikke frelses af den der har fordømt min Kjærlighed! Aagesen er død, Minona er død — tal ikke til mig om Livet, der finder jeg ikke mine Skatte igjen.” — Minona døde med Livet i Hjertet og paa Læberne! udbrød Frank med Varme. Hende finder De igjen hos Gud! og var der trods alle menneskelige Vildfarelser Mod og Mandshjerte i Aagesens Bryst — det jeg visselig troer efter hvad jeg kjendte til ham — da