Side:Minona.djvu/219

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

211

længer!” svarede Helene med huul Stemme. „Om jeg følte at noget der mindede mig — om Kjærligheden — var mig nært — da vilde jeg grue derfor, og tillukke Sjæl og Hjerte, at ikke en ny Himmel skulde skabes derinde for at forgaae! — Den der har troet som jeg, og er blevet skuffet som jeg — har kun evig Tvivl tilbage!” —

Frank sukkede dybt og hensank i Taushed. Men Virginie knælede ned ved Sengen, tog sagte Helenes Haand i sin, og sagde med blod og bønlig Stemme: Tænker De da slet ikke paa Minona, siden De her hvor hun døde, kan overgive Dem til en Fortvivlelse der vilde bedrøve hende saa dybt? — Gjorde hun Dem nogensinde imod? Krænkede hun Dem ved Ligegyldighed mod Deres Ønsker? Var hun Dem ingen kjærlig og lydig Datter? — Helene brast i Graad: „Du veed jo Virginie, at hun var den bedste — den kjærligste” — hendes Stemme kvaltes af Bevægelse. Virginie vedblev blidt og alvorligt: Ja jeg veed hvor høit hun elskede og — var elsket! Er det da forbi — er en Bøn af hende Dem intet, siden hun har forladt Dem? Det var hendes sidste, høieste Ønske at De skulde leve, for at lære Christus at kjende — det er hendes egne Ord. Siger De nei til Minona? — Helene kjæmpede længe med sin heftige Sindsbevægelse, og da hun løftede Ansigtet iveiret var der et Udtryk af ubeskrivelig lidelsesfuld Resignation i hvert Træk. „Jeg opfylder Minonas Ønske!