40
til Menneskers Handlinger end Kjærlighed eller Had. Saaledes forklarede jeg mig dit Forhold til Moder og Fader — og foragtede dig, fordi du kunde elske hende. I forekom mig som to Væsener af samme Natur, og jeg har siden den Tid altid tænkt paa dig med samme Følelse, hvormed jeg tænker paa hende.
„Og hvad tænker du nu?” spurgte Viggo, der forundret havde hørt paa den unge Piges alvorlige og indtrængende Forsvar. Nu kjendte han Brevskriverinden igjen; men hvor forskjellig var ikke hendes Tale, hvis eiendommelige Energie udsprang af en dyb Lidenskabelighed, som hende selv ubevidst fatte det unge Hjerte i Flamme, fra de skrevne Ord, som kun kunde forstaaes af den, der eengang havde hørt hende tale.
Jeg tænker, svarede hun langsomt, som om hun hentede hvert Ord i sin Sjæls Dyb, at du sluttede dig til hende fordi du troede hun leed Uret, at du fulgte hende af Medlidenhed — men jeg troer ikke at du sympathiserede med hende. „Og hvad har saa hurtigt forandret din Mening?” spurgte Viggo, slaaet af Sandheden i denne Bemærkning. Taarerne traadte Minona i Øinene idet hun saae op til ham, og svarede i en bevæget Tone: „Du ligner En, som sympathiserede med alt hvad der er stort og skjønt i Livet! du ligner Fader.”
Viggo hørte hende med en forunderlig Bevægelse; han var imod sin Villie rørt over den Følelse, hvormed hun talte, skjøndt han frygtede den Yderlighed hvortil
