43
at kunne elske. Jeg troer at Kjærligheden er en Magt! vedblev hun langsomt idet en Purpurrødme bedækkede hendes Kinder — jeg troer at den er almægtig! „Hun elsker allerede selv!” tænkte Viggo med en Slags Misundelse, som han ikke kunde forklare sig. Mener du den menneskelige eller den guddommelige Kjærlighed? spurgte han, idet han fæstede sine Øine med et saa forskende Blik paa hendes Ansigt, at hun følte dets Virkning gjennem de nedsænkede Øielaag. Jeg mener den menneskelige Kjærlighed, der er guddommelig! den anden kalder jeg slet ikke Kjærlighed!” svarede hun, undselig over den Ubehjælpelighed hvormed hun udtrykte en Tanke, der forekom hende saa soleklar at hun ikke kunde begribe hvorfor Viggo spurgte derom.
„Troer du da at al sand og ædel menneskelig Kjærlighed — at Kjærlighed mellem Mand og Kvinde f. Ex. er af samme Natur som Guds Kjærlighed?” Ja det forstaaer sig — der er kun een Kjærlighed — Lyset kommer fra Himlen. Men hvorfor spørger du derom? Viggo smilede muntert. „Jeg frygter for at gribe dig i Kjætterie — du hylder jo aabenbart pantheistiske Grundsætninger!” Panteistisk — hvad vil det sige? spurgte hnn endnu mere forundret, men smittet af Viggos gode Lune.” Pantheisme er Læren om den menneskelige Almagt, og Menneskets Enhed med Gud — hvad siger du til Anklagen? Jo! saa er jeg vist Pantheist! — jeg har aldrig tænkt derover! svarede hun med et henrivende
