Side:Minona.djvu/60

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

52

og høist naturlig Svaghed — men jeg betragtede det som et Beviis paa hans Hellighed, og troede fuldt og fast paa Syndefaldet for mit Vedkommende — thi jeg vidste meget godt at jeg vilde have gjort det Samme i Evas Sted. Men denne Bevidsthed hjalp mig ikke — jeg var resigneert m1ed Hensyn til min Slethed, siden jeg ikke engang kunde sørge derover; og naar der først gik et Lys op for mig med Hensyn til Synden — tænkte jeg — vilde Christus jo nok hjælpe mig. Men Lyset kom — og viste mig alt anderledes i og om mig — jeg saae ikke Synden og Fordømmelsen og Døden — som jeg havde gaaet og ventet paa — men Livet, og Glæden i deres første Oprindelse: Kjærligheden. Den Magt, jeg blindt havde overgivet mig til, fordømte mig! Verden fordømte — det undrede mig ikke! Men den Gud der kalder sig „Kjærlighed,” fordømte min Kjærlighed. Jeg vilde ikke lade mit Liv rives fra mig! Jeg maatte see om Dommen var retfærdig. Saaledes blev jeg Tvivler. For første Gang tog jeg Bibelen i Haanden for at undersøge den, og ved det første Bud: Du skal elske — der standsede jeg allerede. Jeg tænkte: Den, der fordrer Kjærlighed — veed ikke hvad Kjærlighed er. Jeg grundede længe derover, men uden at komme til andet Resultat. Og hvem vilde Skriften da at jeg skulde elske? „Gud” — det gjorde jeg før han befalede det inderligere end efter at jeg grublede over dette Bud! „Min Næste” — den Masse Mennesker, hvoraf jeg kjender