Side:Minona.djvu/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er blevet korrekturlæst

58

Smilet, hvorpaa man — hvor kjærligt det kunde være — tydeligst saae, at hun ikke alene havde liidt, men liidt Uret — alt tjente til at forstærke Indtrykket af hendes ualmindelige Personlighed, og den fik et fremmed Præg, som strax indtog de Fleste imod hende, her, hvor ualmindelig tages ensbetydende med unaturlig, ved hendes zigeuneragtige Farver: Haaret, der i naturlige Lokker faldt ned om Halsen, var kulsort, og Øinene havde en dunkel, natlig Glands, hvorved deres staalgraa Farve tidt blev forvexlet med sort, hvilket ogsaa almindeligere findes forenet med en saa afgjort brunet Teint. Hvis Maleren, ligesom jeg, var i Begreb med at udkaste et Billede af disse to Unge Piger, uden at have lagt Mærke til en Gruppe af ældre Damer, der sad omkring et andet Bord i faa Skridts Frastand, vilde han blive ubehagelig forstyrret ved Lyden af en raa, udfordrende Stemme, hvormed Tyra pludselig blev tiltalt af en gammelagtig Dame, der indtog Hæderspladsen i den broderede Lænestol „Jeg seer De har Sorg, Frøken Falk! har De mistet nogen af Deres Slægtninge?” Ja! svarede Tyra roligt. Jeg mistede min lille Pige i Foraaret — jeg troer ellers at Deres Naade har seet mig siden den Tid. „Det er sandt — nu husker jeg — Barnet, De havde hos Dem. Jeg troede ikke hun var af Deres Familie!” vedblev Baronessen med særdeles Eftertryk. Tyra reiste sig uvilkaarligt op, og svarede idet hun saae sig om med et alvorligt og stolt Blik: Lille Johanne var mit eget Barn! det troede