89
han maatte løsrive sig fra Minona; og da han igjen nærmede sig Skovhuset, hans Kjærligheds og Lykkes Hjem, var det med den faste Beslutning, inden faa Dage at forlade det for stedse.
Minona var ikke gaaet hjem; hun havde skjult sig mellem de tætte Buske, hvor ingen kunde forstyrre hende, og imens Taarerne strømmede med ustandselig Magt, spurgte hun for første Gang sin Følelse: „Er {det da Kjær- lighed?” — Viggo havde Ret: i dette jomfruelige Hjerte kunde Kjærligheden vedblevet at herske som en ubekjendt Guddom, hvis Velsignelse hun følte, uden at undersøge dens Natur; først ved Indvirkningen af hans Lidenskab vaktes hendes til Selvbevidsthed — af den dybe Bevægelse i hendes Sjæl, hvori Seiren til alle skjulte Evner og Drifter i bendes Natur pludselig skjød frem, mens Taarerne vandede dem som en Sommerregn, fødtes det skjæbnesvangre Spørgsmaal: „Hvorledes elsker jeg ham da? Som en Broder?” vedblev hun i sine Tanker. „Nei, han var min Broder dengang jeg som Barn blev ilde tilmode naar han kom ind i Stuen, fordi jeg frygtede, at han skulde bedrøve den, jeg havde kjær! han var min Broder, da jeg for et Par Uger siden ventede ham med et beklemt Hierte og ønskede, at han aldrig vilde komme. Nei, som en Broder elskede jeg ham ikke! Er det da Kjærlighed — den Kjærlighed, hvorom jeg har drømt længe før jeg kjendte ham — som Digterne have lært mig at betragte som Indvielsen til Livets skjønneste
