104
To Verdener.
der trevent, men dog aldrig standsende siver forbi, mumlende hen for sig paa sin Vej saa livstræt, saa underligt aandsfraværende.
Solen var ved at gaa ned; Cikadernes klingre
Glassummen begyndte at opfylde Luften paa den
anden Side og bares nu og da over af pludselige
matte Vindpust, der kom og døde hen i
Flodbrynets Vækst af tynde Vidier.
Qppe paa Floden kom der en Baad.
En svag, udtæret Kvindeskikkelse stod i et af de yderste Huse, bøjet frem over Svalegangens Brystning og saae efter den. Hun skyggede med den næsten gjennemsigtige Haand for Øjnene; thi deroppe, hvor Baaden var, laa Solens Skær gyldent og blinkende skarpt over Vandene, og det saae ud, som sejled' den paa et Spejl af Guld.
Gjennem det klare Halvmørke lyste Kvindens voksblege Ansigt frem, som havde det Lys i sig selv; tydeligt og skarpt var det at se som de Skumkamme, der selv i mørke Nætter hvidner Havets Bølger. Ængsteligt spejdede hendes
