Sommer var det; midt paa Dagen; i et
Hjørne af Hegnet. Lige for stod der et gammelt
Egetræ, om hvis Stamme man gjærne kunde sige,
at den vred sig i Fortvivlelse over den Mangel
paa Harmoni, der var mellem dens ganske ny,
gulladne Løv og dens sorte og tykke, krogede
Grene, som mest af Alting lignede grovt
fortegnede gammelgothiske Arabesker. Bag ved
Egen var der frodig Krat af Hassel, med mørkt,
glansløst Løv, som var saa tæt, at man hverken
saae Stammer eller Grene. Op over
Hasselkrattet steg to ranke, glade Ahorntræer med
lystigt takkede Blade, røde Stilke og langt
Dingeldangel af grønne Frugtklaser. Bag Ahornene
blev det Skov — en grøn, jævnt afrundet
Skraaning, hvor Fugle kom ud og gik ind som
Ellefolk af en Græshøj.
Alt dette kunde man se, naar man kom ad Markstien der udenfor Gjærdet. Laa man der-
