Side:Mogens og andre Noveller.djvu/130

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er blevet korrekturlæst

120

Der burde have været Roser.

»Og naar Du sad ved hendes Fod, Lorenzo, og hun fortabt i sine Tanker havde glemt, hvorfor hun havde ladet Dig kalde, og Du sad tavs og ventede, og hendes dejlige Ansigt var over Dig, mer fjærnet i dets Drømmes Skyer end Stjærnen er det fra Dig i sin Himmel, og dog dit Blik saa nær, at hvert et Træk var givet din Beundring i Vold, hver skjønhedsbaaren Linjes Drag, hver Hudens Farvelilje i dens hvide Ro som i dens bløde, rosennære Skiften, var det Dig da ikke som om hun, der hun sad, hørte en anden Verden til end den, hvori Du knælede i Beundring, havde en anden Verden inde, en anden Verden om sig, hvor hendes søndagsklædte Tanker gik mod Maal, Du ikke kjendte, og hvor hun elsked' fjærnt fra Dig og Dit, din Verden og det Hele, og drømte fjærnt og længtes fjærnt, og der var ikke mindste Rum for Dig at vinde i hendes Tanker, endskjøndt Du brændte efter at ofre Dig for hende, efter at give dit Liv og Alt, blot for at der mellem hende og Dig skulde være, om end kun et Blink, af mindre end Fællesskab, langt mindre end Høren sammen.«

»Jo, jo, Du veed jo det er saa. Men...«

— Nu løber der et gyldengrønt Firben langs