122
Der burde have været Roser.
af Længsel efter at stilles i een stor samlet Følelses stærke, inderlige Gløden; det har de talt om; den Yngste med bitter Beklagelse, den Ældre mer og mer vemodigt, og nu siger den Ældre, den Gule til den Blaa, at han ikke skal være saa utaalmodig efter at en Kvindes Gjenkjærlighed skal fange ham og holde ham fast.
»Nej tro Du mig,« siger han, »den Kjærlighed, Du finder, bunden af to hvide Arme, med tvende Øjne for din nære Himmel og tvende Læbers sikre Salighed, den er for nær ved Jorden og Støvet, den har byttet Drømmenes frie Evighed for en Lykke, der kan maales i Timer og som ældes i Timer; for om den end stadig forynges, saa mister den dog hver Gang en af de Straaler, der i en Gloriekrans, der ikke kan visne, straaler om Drømmenes evige Ungdom. Nej Du er lykkelig!«
»Nej Du er lykkelig!« svarer den Blaa, »jeg vilde give en Verden til, jeg var som Du.«
Og den Blaa rejser sig og begynder at gaa nedad Vejen mod Kampagnen, og den Gule ser efter ham med et vemodigt Smil og siger for sig selv: »nej han er lykkelig!«
Men langt nede paa Vejen vender den Blaa
