Side:Mogens og andre Noveller.djvu/14

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

4

Mogens.

imod i Skyggen af Egen, med Ryggen mod Stammen, og saae den anden Vej — og det var der En, der gjorde — saa saae man først sine egne Ben, saa en lille Plet med kort, kraftigt Græs, dernæst en stor Klynge mørke Nelder, saa Tjørnehækken med de store hvide Konvolvolus, Stenten, Lidt af Rugmarken udenfor, endelig justitsraadens Flagstang der borte paa Højen, og saa Himlen.

Det var trykkende hedt, Luften flimrede af Varme, og saa var det saa stille; Bladene hang og sov paa Træerne, der var ikke Andet, der rørte sig, end Mariehønsene derhenne paa Nelderne og lidt vissent Løv, der laa i Græsset og krøllede sig sammen med smaa, pludselige Bevægelser, som om det krympede sig under Solens Straaler.

Og saa Mennesket under Egen; han laa og gispede og saae vemodigt, hjælpeløst, op mod Himlen. Han nynnede lidt og opgav det, fløjtede, opgav saa ogsaa det, vendte sig, vendte sig om igjen og lod sine Øjne se paa et gammelt Muldvarpeskud, der var blevet ganske lysegraat af Tørke. Pludselig kom der en lille rund, mørk Plet paa det lysegraa Muld, en til, tre, fire, mange, flere endnu, hele Tuen var ganske mørkegraa. Luften var lutter lange, mørke Streger,