Side:Mogens og andre Noveller.djvu/25

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

15

Mogens.

er blevet mig sagt, at han kunde saa uhyre Meget, og det kunde han vel ogsaa, da han var Amtmand. Jeg kan Ingenting, for Moder og jeg føjede hinanden i Alt, og jeg brød mig ikke om at lære det, man lærer i Skoler, og gjør det da heller ikke endnu. Aa, De skulde have set min Moder; det var saadan en lille, lille Dame, allerede da jeg var tretten Aar, kunde jeg bære hende ned i Haven. Hun var saa let; i de sidste Aar sad hun tidt paa min Arm hele Haven og Parken rundt. Jeg ser hende med sine sorte Dragter og mange brede Kniplinger....«

Han greb Aarerne og roede voldsomt til. Justitsraaden blev lidt urolig, da han saae Vandet gaa saa højt op paa Bagstavnen, og mente, de maatte se at komme i Land; og indad gik det.

»Sig mig,« spurgte Frøkenen, da den stærke Roning var sagtnet lidt, »tager De tidt til Byen?»

»jeg har aldrig været der.«

»Aldrig været der! og De bor her kun tre Mil derfra«.

»Jeg bor ikke her altid, jeg bor alle mulige Steder, siden min Moder døde, men til Vinter tager jeg til Byen for at lære at regne.«

»Mathematik?«