26
Mogens.
Kamilla skottede op til ham og saae Smilet forsvinde fra hans Ansigt.
»To.«
Han var ganske bleg af Bevægelse.
»Ja,« hviskede hun, slap Fligene af Forklædet, saa Æblerne trillede til alle Verdens Kanter, og saa løb hun.
Men hun løb ikke fra Mogens.
»Tre,« sagde hun, da han naaede hende, men han kyssede hende alligevel.
Justitsraaden blev forstyrret i sine Asters, men Amtmandens Søn var en altfor mageløs Blanding af Natur og Civilisation, til at Justitsraaden skulde ville gjøre Vanskeligheder.
Det var sidst paa Vinteren; det store, tykke
Snelag, der skyldtes en hel Uges idelige Fygen,
var raskt i Færd med at smelte bort. Luften
var fuld af Sol og af Gjenskin fra den hvide
Sne, der i store, funklende Draaber dryppede
ned forbi Vinduerne. Derinde i Stuen vare alle
Former og Farver vakte, alle Linjer Og Omrids
vare som levende: det Flade bredte Sig, det