Side:Mogens og andre Noveller.djvu/47

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

37

Mogens.

Gjennem Tumlen, Røgen, Menneskehoben, gjennem tomme Gader, over øde Pladser, ud paa Marken. Dyb Sne allevegne, lidt borte en sort Plet, det var en Grusdynge, der ragede op over Snelaget, han huggede efter den med Lægten, huggede igjen og igjen, blev ved at hugge efter den, vilde hugge den ihjel, saa den blev rent borte, vilde ogsaa løbe langt bort, løb saa rundt om den og huggede efter den som rasende, den vilde ikke, vilde ikke blive borte, han slyngede Lægten langt bort og kastede sig over den sorte Dynge for at gjøre det af med den, han fik Hænderne fulde af Smaasten, det var Grus, det var en sort Grusdynge; hvorfor laa han ude paa Marken og rev i en sort Grusdynge? — Han lugtede Røgen, Flammerne blinkede om ham, han saae Kamilla synke ned i dem, han skreg og styrtede afsted over Marken. Han kunde ikke blive fri for Synet af Flammerne, han holdt sig for Øjnene: Flammer, Flammer! kastede sig paa Jorden og trykkede Ansigtet ned i Sneen: Flammer! sprang op, løb tilbage, løb frem, drejede af: Flammer overalt; afsted stod det henover Sneen forbi Huse, forbi Træer, forbi et forfærdet Ansigt, der stirrede ud gjennem en Rude, udenom Stakke og gjennem Gaarde, hvor Hunde tudede op og