38
Mogens.
sled i deres Lænker. Han løb omkring en Forhus-Længe og stod pludseligt foran et stærkt og uroligt oplyst Vindue, det Lys gjorde ham godt, Flammerne veg for det; han gik hen til Vinduet og saae ind, det var et Bryggers, en Pige stod ved Gruen og rørte i Kjedlen; Lyset, hun holdt i Haanden, skinnede lidt rødligt i den stærke Em, en anden Pige sad og nebbrede Fjerkræ, og en tredje sved det over en storflammet Ild af Langhalm; Flammerne bleve mindre, saa kom der ny Halm til, og de blussede op igjen, saa bleve de atter mindre, mindre endnu, gik ud. Mogens stødte vredt en Rude ind med Albuen og gik langsomt bort, Pigerne skreg derinde. Saa løb han til igjen, løb længe i en stille Klynken. Der kom spredte Glimt af Erindringer fra den gode Tid, og det blev dobbelt mørkt, naar de vare forbi, han kunde ikke udholde at tænke paa, hvad der var sket, det maatte ikke være sket, han kastede sig paa Knæ og vred sine Hænder mod Himlen, idet han tiggede om at faa det Skete gjort tilbage igjen. Længe slæbte han sig afsted paa Knæene og holdt Øjnene vedholdende fæstede paa Himlen, som om han frygtede, at den vilde smutte bort, for at undgaa hans Bønner, naar han ikke blev ved
