43
Mogens.
betændelse. Han har flakket Markederne rundt med et Par Svirebrødre, og skal heller ikke have været uden Berøring med Gjøglertruperne og da navnlig med deres kvindelige Personale. Maaske det var det Klogeste, om jeg løb ovenpaa og hentede min Vens Brev. Hvis De tillader? Skal være her paa Øjeblikket.«
»Synes De ikke, Hr. Karlsen, at Rønholt er sjældent elskværdig i Dag?«
»Ja! — unægtelig, men Fruen maa ogsaa erindre, at han har udtømt al sin Galde i en Artikel i Morgenavisen. At tænke sig, at man vover at fremsætte — det er rentud Oprør, Foragt for Loven, for — hm....«
»De fandt Brevet?«
»Jo jeg gjorde. Maa jeg begynde? Lad mig se — ja: »vor fælles Ven, som vi mødte ifjor i Mønsted, og som Du sagde, Du kjendte ovre fra Kjøbenhavn, har i de sidste Maaneder huseret her i Egnen, han ser ganske ud som den Gang, han er den samme blege, triste Ridder af den bedrøvelige Skikkelse. Han er den løjerligste Blanding af forceret Kaadhed og stille Haabløshed, er affekteret-hensynsløs og brutal overfor sig selv og Andre, er stille og ordknap, og synes, skjønt han ikke gjør Andet
