45
Mogens.
kom da paa Vognen, og det gaar saa meget godt, men saa drejer vor fælles Ven af fra Landevejen og kjører afsted med dem over Marker og Heder, alt hvad Hestene springe kunde. Vognen slynges fra den ene Side til den anden. Det bliver omsider Prangeren for broget, og han raaber, at han vil af. Da han er kommet af, pisker vor fælles Ven paa igjen og lader staa til lige mod en stor Lyngbakke; saa bliver Fruentimmeret bange og kommer af, nu gaar det opad Bakken og nedad den saa susende vildt, at det er et Mirakel at ikke Vognen kom ned før Hestene. Paa Opkjørselen havde Peer imidlertid listet sig af Vognen, og til Tak for Kjørselen sendte han sin store Foldekniv efter Kuskens Hoved.«
»Det stakkels Menneske!« men det er dog stygt med det Fruentimmer.«
»Afskyligt, Frue, decideret afskyligt. Mener De virkelig, Hr. Rønholt, at denne Fremstilling skulde stille dette Menneske i et bedre Lys?«
»Nej, men i et sikrere; De veed, i Mørke kan man let antage Ting for større, end de er.«
»Kan der da tænkes noget Værre?«
»Hvis ikke, er det det Værste, men De veed, man skal aldrig tro det Værste om Folk.«
