51
Mogens.
løst omkring. Indover Landet! Havrenegene dukkede, den unge Kløver skjælvede paa Stubbemarken, og Hveden blev høj og lav i tunge Bølger, Tagene gav sig, Møllen knagede, Fløjene svang rundt, Røgen slog ned i Skorstenene, og Ruderne duggede.
Det susede i Glamhullerne, i Herregaardens Popler og peb i det forblæste Krat paa Bredbjærg Grønhøj. Mogens laa deroppe og saae udover den mørke Jord. Maanen var ved at faa Glans, Taagerne drev dernede i Engen. Det var saa sørgeligt det hele Liv, tomt bagved, mørkt foran. Men saadan var Livet. De, der gik og vare lykkelige, de vare ogsaa blinde. Han havde lært at se af Ulykken, Alt var uretfærdigt og løgnagtigt, den hele Jord var een stor rullende Løgn; Troskab, Venskab, Barmhjærtighed, Løgn var det, Løgn hver en Stump; men det, der kaldtes Kjærlighed, det var dog det Huleste af det Hule, Lyst var det, flammende Lyst, ulmende Lyst, osende Lyst, men Lyst og aldrig Andet. Hvorfor skulde han vide dette? hvorfor havde han ikke faaet Lov til at blive i Troen paa alle disse lueforgyldte Løgne? hvorfor skulde han se, og de Andre være blinde? han havde
