52
Mogens.
Ret til Blindhed, han havde troet paa Alt, hvad der kunde troes paa.
Lysene tændtes nede i Byen.
Dernede var Hjem paa Hjem. Mit Hjem! mit Hjem! og min Barnetro paa alt det Dejlige i Verden! — Og om de nu havde Ret de Andre! om Verden var fuld af bankende Hjærter og Himlen fuld af en kjærlig Gud! Men hvorfor veed jeg da ikke det, hvorfor veed jeg noget Andet? og jeg veed noget Andet saa skærende, bittert, sandt....
Han rejste sig op, Mark og Eng laa i fuldt Maanelys for ham. Han gik ned mod Byen ad Stien langs med Herregaardshaven, gik og saae ind over Stengærdet. Inde paa en Plæne i Haven stod der en Sølvpoppel, Maanelyset faldt skarpt paa de skjælvende Blade, snart vendte de den mørke Side til, snart den hvide. Han lagde Albuerne paa Gærdet og stirrede ind paa Træet, det saae ud, som Bladene rislede ned over Grenene. Han troede at kunne høre den Lyd, Løvet frembragte. Pludselig lød det nærved med en dejlig Kvindestemme:
»Du Blomst i Dug!
Du Blomst i Dug!
Hvisk mig Drømmene dine.
