Side:Mogens og andre Noveller.djvu/64

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Denne side er valideret

54

Mogens.

gik og søgte efter et Sted, hvor der var Læ, men det syntes at blæse paa alle Sider af Kirken. Han kastede sig ved Diget og tog en Bog op af Lommen; det blev dog ikke til Noget med Læsningen; hver Gang der gik en Sky for Solen, syntes han, det blev for koldt, og tænkte paa at rejse sig, men saa kom Lyset igjen og fik ham til at blive liggende. En ung Pige kom langsomt gaaende, en Mynde og en Hønsehund løb legende foran hende. Hun standsede og syntes at ville sætte sig, men da hun fik Øje paa Mogens, fortsatte hun sin Gang tværsover Kirkegaarden ud ad Laagen. Mogens rejste sig og saae efter hende; hun gik dernede paa Landevejen, Hundene legede endnu. Saa gav Mogens sig til at læse Indskriften paa et af Gravstederne, den fik ham snart til at smile. Med Et kom der en Skygge over Graven og blev liggende. Mogens saae til Siden. Der stod en ung solbrændt Mand, den ene Haand i sin jagttaske, i den anden Haand en Bøsse.

»Den er ikke saa tosset den,« sagde han og nikkede mod Indskriften.

»Nej,« sagde Mogens og rejste sig fra den bøjede Stilling.