Side:Mogens og andre Noveller.djvu/66

Fra Wikisource, det frie bibliotek
Spring til navigation Spring til søgning
Denne side er valideret

56

Mogens.

vel gik med mig, saa havde hun tabt, nu skal vi se.«

Lidt efter naaede de Damen; Jægeren saae lige ud, men kunde ikke bare sig for at smile, Mogens hilste, idet de gik forbi. Hundene saae forbavsede efter Jægeren og knurrede saa smaat, saa saae de op paa Damen og gøede, hun vilde klappe dem, men de gik ligegyldigt fra hende og gøede efter Jægeren; Skridt for Skridt gik de længere og længere bort, skottede om til hende og satte saa paa een Gang afsted efter Jægeren og blev, da de naaede ham, aldeles ustyrlige med at springe op ad ham og med at pile af til alle Sider og tilbage igjen.

»Tabt,« raabte han til hende; hun nikkede smilende, vendte sig om og gik.

Jagten varede til langt ud paa Eftermiddagen; Mogens og Villiam kom godt ud af det med hinanden, og Mogens maatte love at komme op paa Gaarden om Aftenen; det gjorde han da ogsaa og kom der saa næsten hver Dag siden, men blev, alle gjæstfri Tilbud uagtet, boende i Kroen.

Det blev en bevæget Tid for Mogens. I Begyndelsen vakte Thoras Nærværelse alle tunge og sørgelige Erindringer til Live; ofte maatte